Konfirmation

Da du blev døbt, var du så lille, at du ikke kunne sige hverken ja eller nej, men dine forældre besluttede at bære dig ind i kirkens fællesskab. De sagde ja på dine vegne, det ville de, for de ønskede og ønsker dig alt det bedste - også at du skal være Guds barn. Være i Guds kærlighed.

Når du nu skal i 7. klasse, er det tiden at lære mere om, hvad det betyder at være med i en kirke. Måske har du været i kirken som minikonfirmand og til spagettigudstjeneste eller til barnedåb. Du ved allerede meget, men du kan lære meget mere. 

Med konfirmationsundervisning er det sådan, at det handler om, at vi skal frem til den store fest. For dig handler det om familie, kjoler, gaver, blå mandag, og for mig som præsten handler det om, at du skal lære så meget som muligt. Blive fortrolig med at være i kirken, og med hvad der står inde i bøgerne, sådan at det ikke længere virker fremmed og mærkeligt, men at kirken er et sted du kender og føler dig hjemme i.

Til sidst fejrer vi det ved en konfirmationsgudstjeneste. Vi fejrer, at konfirmanderne har været til konfirmationsundervisning og lært mere om, hvad det vil sige at være kristen. Vi fejrer, at du er på vej til at blive voksen og nu har fået endnu en god portion viden med, foruden den du har fra matematik, dansk, fodbold og alt det andet. Nu ved du også noget om livet, døden, kærlighed, tilgivelse og meget mere. Som forældre og kirke fejrer vi i hver eneste familie det barn, vi har, som snart bliver vores voksne søn eller datter, og vi vil jer det bedste, og derfor skal I have Guds velsignelse med.


 

 

Kommende datoer

Nedenfor kan du se, hvornår der er konfirmationer i Hurup Kirke.
Børnene konfirmeres, når de går i 7. klasse.

2018
5. maj (for de som går i A-klassen i 6. klasse).
6. maj (for de som går i B-klassen i 6. klasse).

2019
4. maj (for de som går i A-klassen i 6. klasse).
5. maj (for de som går i B-klassen i 6. klasse).


Se mødedatoer for konfirmandholdet 2017-2018 her

Konfirmationsforberedelse

Når man går til præst lærer du om Gud og Jesus. Vi snakker om livets store spørgsmål, og alt det der virkelig betyder noget; om kærlighed, om venner, om at være ked af det, men også om hvad der sker, når man dør.

Vi læser, ser film, laver rollespil og skal til konfirmandtræf sammen med en masse andre konfirmander fra området.

Ud over konfirmationsforberedelsen skal du deltage i et antal gudstjenester op til din konfirmation.


 

Sådan foregår selve konfirmationen

Ved konfirmationer i Hurup Kirke går præst og konfirmander ind i kirken sammen.
Som konfirmand får du din helt egen plads – nemlig på en stol ud for den bænk, hvor din familie sidder.
Konfirmationen starter som en almindelig gudstjeneste med indgangsbøn, salme og læsning fra Bibelen. Så holder præsten en kort prædiken, der også er en tale til jer konfirmander.

Selve ritualet foregår oppe ved alteret, hvor alle konfirmanderne siger trosbekendelsen sammen. Herefter siger præsten hver enkelt konfirmands navn, konfirmanden knæler og bliver velsignet. Bagefter siger præsten et bibelvers – dit helt eget konfirmationsord, som du kan tage med videre ud i livet.
Når alle er blevet konfirmeret, slutter I af med at sige fadervor sammen.
Resten af gudstjenesten sidder du nede på din plads, og alle konfirmander forlader kirken i procession sammen med præsten før resten af menigheden.


 

Kontaktoplysninger

  • Hurup Kirke
  • Kirkevej 42
    7760 Hurup Thy

  • Telefon: 97 95 11 84
  • Email: trhu@km.dk